Artikel fra Svendborg Erhvervskontor

Oprettet d.

Netværk og mod til at gå nye veje: På besøg hos gazellen fra Stenstrup

I Stenstrup ligger en virksomhed, der tre gange har modtaget Børsens gazellepris. Virksomheden, Maskinfabrikken.dk, ejes af Bo Petersen som har bevist, at det godt kan lade sig gøre at lægge sin virksomhed i et yderområde af kommunen - og gøre det med succes.
For Bo Petersen er nøgleordene netværk, godt samarbejde og mod til at gå nye veje og ikke mindst sadle om, hvis det viser sig at være nødvendigt.

Da Bo Pedersen startede som selvstændig, valgte han at gå tilbage til rødderne, og byggede derfor sin virksomhed op i de selvsamme lokaler, hvor han i sin tid selv blev udlært. Nemlig i de bygninger i Stenstrup hvor Brdr. Nielsens Maskinfabrik tidligere havde til huse. Opstarten var ikke problemfri, men han har aldrig fortrudt, at han lagde sin virksomhed, hvor han gjorde.

Fokus på det gode håndværk

Maskinfabrikken.dk’s strategi har fra start været at brede sig ud, så de kan lidt af det hele. De har dog også fundet sig en niche. De laver ”stumper”, og deres styrke er, at de kan lave de ønskede bestillinger hurtigt. Bo Pedersen er meget bevidst om at promovere og bibeholde de gamle håndværksdyder – men han er samtidig også åben overfor nye teknologier og den udvikling, der sker.

”Vi har stort fokus på at få lærlinge med i medarbejderflokken, for det giver en særlig dynamik både at have de helt unge, der kan stille ”dumme spørgsmål” og samtidig have det grå guld, som kan lære fra sig. Det giver et godt samspil, at der er lidt af det hele”, siger Bo Petersen.

Han har ikke oplevet de store udfordringer med at finde lærlinge, men han forstår, hvorfor det kan være svært – for det er ikke indlysende, hvad en industritekniker laver, når man ser titlen på et stykke papir.

”En del af løsningen kunne være, at skolebørnene allerede i en tidlig alder får mulighed for at besøge forskellige virksomheder. Jeg har selv talt med den lokale skole og naboerne om, at det kunne være en fordel, hvis enten skolen eller forældrene ville tage deres børn med forbi på et besøg, så de kan se, hvordan værkstedet ser ud, hvordan der lugter, og hvad der foregår. Gerne allerede i de små klasser – og ikke kun hos Makinfabrikken.dk men også hos andre håndværkere, siger Bo Petersen og fortsætter, ”folk er begyndt at få øjnene op for håndværksfagene, men glemmer ofte, at selvom du har taget en håndværkeruddannelse, kan du stadig læse videre bagefter, hvis det er det, du vil”.

Vilje og evne til hurtig omstilling

Kendetegnende for Bo Petersen er, at han har en høj grad af vilje- og evne til at omstille sig løbende efter de behov, han mærker i markedet. I kombination med et godt blik for nye muligheder er det givetvis også en medvirkende årsag til, at Maskinfabrikken.dk er blevet udpeget som Gazellevirksomhed af Børsen ikke bare én men hele tre gange.

Et andet kendetegn er hans fokus på netværk og samarbejde. Maskinfabrikken.dk løser opgaver for mange maskinfabrikker, og Bo er meget opmærksom på at dyrke det gode netværk og have et godt samarbejde med sine kolleger – også selvom de er konkurrenter. Et eksempel er det smedeværksted Bo Petersen for nyligt etablerede på Langeland. Her samarbejder han med nogle af de lokale på øen, og de har allerede 11 mand ansat, og har også fået den første lærling.

”Fokus i dag ikke så meget er på at skulle køre til fx Langeland for at hente den færdige vare. Det vigtige er, at man kommer til at tale med en, der forstår det, du som kunde gerne vil have. Prisen har selvfølgelig også noget at sige – men det virkelig vigtige, som tiltrækker kunderne, er den viden, de kan tilbyde”, påpeger Bo Petersen.

Hvad byder fremtiden på?

For Bo Petersen bliver et af fokuspunkterne at sørge for at promovere og synliggøre virksomheden bedre. Som led i den strategi har han øget sin aktivitet og synlighed på de sociale medier, hvilket alt sammen skal hjælpe med at styrke deres brand, og forhåbentlig bidrage til yderligere vækst i fremtiden.


Gazellevirksomhed er en betegnelse for en hurtigt-voksende virksomhed som minimum har fordoblet sin omsætning over en fireårig periode. Udtrykket udspringer af den årlige gazelleundersøgelse, som er blevet udarbejdet af Dagbladet Børsen siden 1995.